mandag den 9. juni 2014

Mias 18-års fødselsdagskage

På torsdag bliver min kollegas datter, Mia, 18 år, og det blev fejret i lørdags. Festen var delvis et surpriseparty, da Mia ikke anede noget om at der kom næsten 40 gæster. Men hun vidste godt, at der ville være kage, og havde selv bestemt farverne kagen skulle være i, nemlig lyserød, hvid, sort og sølv.




Med de farver er det jo nemt at kreere en tøsekage, og da jeg synes zebrastriber er tøsede, brugte jeg også det til denne kage. Kagen bestod af champagnebunde, et lag hindbærmousse, et lag chokolademousse, smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Den sorte fondant er købt og er den samme som jeg brugte til den anden zebrakage. Stort tillykke til Mia.

Isabellas fødselsdagscupcakes

D. 5. juni havde min store pige fødselsdag. 10 år blev hun i år - hvor tiden dog går hurtigt, suk. Hun havde, som tidligere fortalt, længe fablet om en m&m's kage, men pga. tidsnød nøjedes vi med at lave nogle champagnecupcakes med m&m's i, og som blev pyntet med noget chokoladecreme og nogle m&m's. Så må vi se om vi får lavet en rigtig m&m's kage senere.


Isabella var heldigvis tilfreds nok med kagerne, som hun (næsten) selv bagte. Stort tillykke til min dejlige pige:-)

Tøsefødselsdag

Min store datter har lige haft fødselsdag, og den holdt hun sammen med en klassekammerat, der har fødselsdag dagen før. Jeg fik igen lov til at lave kagen - hvilket jeg da også havde regnet med ;-). Isabella havde længe snakket om at hun ville have en m&m's kage, men det skulle være til hendes rigtige fødselsdag, og da der skulle dumlefyld i kagen til fællesfødselsdagen, foreslog jeg at lave en dumle-kage, og det faldt i god jord hos tøserne. 



Som det ses, snød jeg lidt og undlod at laver Fazer og Original teksterne. Men tøserne var tilfredse med den alligevel. Kagen bestod af 4 chokoladebunde, 2 lag dumlemousse og et tyndt lag karamel. Smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF.