tirsdag den 25. december 2012

Julegaver

Vil da lige vise, hvad jeg fik i julegave, af kagerelaterede ting:


Det er lidt svært at se, men der er 3 sorte margretheskåle i forskellige størrelser. Ribbon cutteren skal jeg dog have byttet, da jeg havde en i forvejen. Udover over de viste ting, fik jeg også et gavekort til et kursus hos Specialkøbmanden i at lave sukkerroser og liljer. Det er allerede d. 24. januar, så det glæder jeg mig til.


Julemuffins

Min søster med familie skulle holde juleaften hos os, og de kom i går eftermiddags, så selvfølgelig skulle der være lidt kage til kaffen. Så jeg havde besluttet at lave pebernødde-muffins pyntet med julestjerner.



Jeg havde set en DIY inde hos Rosas univers, og det så jo egentlig meget simpelt ud, havde dog ikke samme størrelse tyl, så derfor måtte jeg lave dem lidt anderledes, men de blev nu meget søde alligevel. Min hånd var dog ikke særlig begejstret bagefter, den har i det hele taget ikke haft det så godt her i weekenden, men mon ikke der bliver tid til at slappe lidt af i den nu?

Opskriften på muffins stammer inde fra Facebook (Dr. Oetkers Kagerullen), men jeg har fået den af den bettes tidligere dagplejer, hvor vi for nylig var på barselsvisit (og som jeg skal lave dåbskage til i starten af februar). Jeg har ændret lidt i opskriften, så den kommer her som jeg lavede den:

Pebernøddemuffins (12-16 stk)

175 g smør
175 g rørsukker
3 æg
1 brev Dr. Oetker pebernøddekrydderi
150 g mel
175 g hakket hvid chokolade

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Rør smør og sukker blødt. Pisk æggene i et ad gangen, til massen bliver cremet og luftig. Bland pebernøddekrydderi og hvedemel og rør det i dejen. Rør til sidst hakket chokolade i, og fordel dejen i muffinsformene.

Bag kagerne midt i ovnen i 20-25 min.

Glædelig Jul

Juletræet med sin pynt...

Rigtig glædelig jul til jer alle derude, sådan så det ud her hos os i går, og ja, der var mange pakker, og det tog lang tid at komme igennem dem, men vi nåede det;-). Håber I alle havde en dejlig juleaften. Juletræet er i øvrigt kunstigt, bestilt hjem fra England.


torsdag den 20. december 2012

Superkager

Disse kager smagte jeg for første gang for 3 år siden, dengang jeg gik i mødregruppe en gang om ugen. Det var en af de andre tøser, der havde lavet dem, og vi andre skulle alle have opskriften med hjem. Det er stort set den eneste konfekt jeg laver nu, da der ikke er andre end mig, der kan lide marcipan her i huset. Godt nok er jeg ikke vild med nougat, men lige i den her kombination er det rigtigt lækkert.

Superkager ca. 50 stk.

500 g marcipan
200 g finthakkede nødder/mandler
300 g sukker
4-6 æggehvider

200 g nougat
300 chokolade (mørk)

Marcipan, nødder/mandler, sukker og æggehvider æltes godt sammen (K-spade i røremaskine eller dejkroge i håndmixer). Man kan med det samme sætte dem på bagepladen med 2 teskeer, eller man kan sætte dejen koldt i nogle timer, derefter kan man trille kugler og sætte dem på pladen. De skal bages i en forvarmet ovn ved 200 grader (alm. luft) på 2. nederste rille i 10-15 min. De skal være fint lysebrune.

Nougat er blevet smurt på bunden

Når de er helt afkølet, smøres de med lidt nougat under bunden, hvorefter de sættes til afkøling igen.
De færdige kager

Chokoladen smeltes, og bunden af kagerne dyppes i chokoladen, og de afkøles igen, inden de kommes i en dåse. Opbevares køligt. Er fryseegnede.

Vanillekranse

Vanillekranse er en julesmåkage, som jeg ofte springer over, da det har været for besværligt at lave dem. Jeg fik for et par år siden en Westmark kødhakker (sådan en med håndsving), med det ene formål at bruge den til fremstillingen af vanillekranse, men selv den var enorm besværlig at bruge (efter min mening), så derfor droppede jeg det, indtil i år, hvor jeg jo har min skønne Kenwood til at gøre det hårde arbejde. Jeg har dog ikke købt en kageplade til den, da jeg fandt ud af, at den jeg havde købt til Westmark'en passede perfekt i Kenwood'en. I år har jeg så fået lavet vanillekranse, oven i købet 2 gange, da første portion forsvandt i løbet af 4 dage (de må åbenbart smage godt;-)), og her kommer opskriften:


Vanillekranse

750 g mel (el. 550 g mel og 200g mandelmel)
525 g smør
375 g sukker
6-9 tsk vanillesukker el. 3 stænger
3 æg
1 tsk bagepulver (kan udelades, så man bedre kan se takkerne)

Det hele æltes sammen (brug K-spaden i røremaskinen), og skal hvile koldt i min 2 timer i køleskabet, inden det kommer i kødhakkeren.

Bages ved 200 grader (alm. luft) i 8-10 min.



torsdag den 13. december 2012

Pebernødder

Pebernøddedejen blev også lavet i god tid, da jeg både skulle lave til os selv, og også have noget med til julehygge i Isabellas klasse i går. Dejen til os selv havde jeg frosset ned i ruller, og den til skolen, var bare frosset ned i en klump, og så lagt i køleskabet dagen før den skulle bruges. I lørdags fik vi lavet pebernødder herhjemme. Jeg er så heldig, at min store pige også er rigtig glád for at bage (den bette er mere interesseret i at spise det indtil videre), så hun sad og skar rullerne i små skiver, som jeg så lagde på bageplade med min venstre hånd.


Min opskrift på pebernødder stammer fra en tidligere arbejdskollega, der hedder Kirsten, deraf navnet;-)



Kirstens pebernødder

500 g smør/margerine
500 g sukker
4 spsk sirup
3-4 tsk kardemomme
4 tsk kanel
4 tsk natron
2 æg
850-900 g mel

Alle ingredienserne blandes og æltes godt sammen, jo blødere smørret/margerinen er, jo nemmere er det.
Rulles til pølser og skæres i stykker, der lægges på bagepladen. Bages ved 180 grader i ca 6 min.

Dejen er fryseegnet.

Brunkager

Da jeg fandt ud af, at jeg skulle opereres i hånden i starten af december, fik jeg lige pludselig meget travlt med at få bagt småkagerne til jul. Jeg plejer at lave en del forskellige, men i år laver jeg lidt mindre pga. min hånd.

Opskriften på brunkager stammer fra Dr. Oetker, dog putter jeg lidt flere mandler i og udskifter den syltede appelsinskal med rigtigt appelsinskal.



Brunkager:

1½ tsk. Potaske
½ dl vand
250 g smør
200 g sirup
200 g sukker
1 pose Dr. Oetker Brunkagekrydderi
500 g hvedemel
75 g smuttede hakkede mandler
Revet skal af 1 appelsin

Potasken opløses i vandet. Smør, sirup og sukker koges op og den opløste potaske røres i. Sukkermassen afkøles til den er lunken. Brunkagekrydderi, mel, mandler og appelsinskal blandes og røres sammen med sukkermassen. Ælt dejen godt igennem og tril den til ruller (ca. 4 cm i diameter). Læg dejrullerne i køleskabet i et døgn. Skær dejen i tynde skiver og bag småkagerne i 8-10 min ved 180 grader alm varme.

Kristoffers fødselsdag

D. 18. november var det Kristoffers fødselsdag, men det skulle først fejres søndagen efter. Hans mor og jeg havde snakket om, at når nu han blev 15, skulle han da have en brystkage, men det ville knægten ikke, han ville have en kage med en traktor på. Han er nemlig en rigtig bonderøv, på trods af at han aldrig har boet på landet. Så jeg fik udleveret en John Deere traktor, som jeg så skulle lave en kopi af i kage. Jeg endte dog med at få tilladelse til at springe over, hvor gærdet var lavest, og fik fremstillet et sukkerprint med en John Deere traktor (billedet fandt jeg på Flickr).



Kagen bestod af 3 lag chokoladekage, 1 lag hvid chokolademousse og 1 lag hindbærmousse, smurt op med UCF, stakittet og traktoren på siden er lavet af forskellige slags købefondant, og græsborten er Royal Icing.

Mødregruppe

Jeg er kommet en del bagud med mine blogindlæg, da jeg indenfor de sidste 2½ uge er blevet opereret 2 gange. Ikke store ting - "bare" en sterilisation og en håndoperation. Sidstnævnte gør så også, at jeg skal være sygemeldt i 6 uger, hvilket absolut ikke gør noget her i december måned, men da jeg ikke kan bruge min højre hånd til ret meget, er det begrænset, hvad jeg får lavet, men blogge kan jeg da:-).

Sidst i november havde jeg besøg af mødregruppen, og jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville lave oreocupcakes og macarons. Det gik også fint med at få lavet oreocupcakes, men jeg havde alt for travlt da jeg lavede macarons, så de mislykkedes fuldstændigt, og blev derfor ikke serveret (de smagte dog stadig godt, også uden fyld).


Opskriften stammer fra Sarahs Kager, og de blev rigtigt gode, det er ikke sidste gang, de bliver lavet her i huset.

søndag den 18. november 2012

Prinsessekage

Karoline, som er storesøster til Mathilde fra mødregruppen, har fødselsdag på tirsdag, og i dag skal hun holde fødselsdag for veninderne. Og så skal der jo en rigtig prinsessekage til en prinsessefødselsdag, så det fik hun. Brugte dog noget mere tid på den end beregnet, da jeg ikke var tilfreds med det første design jeg var i gang med, så det blev hevet af, og så begyndte jeg forfra. Til gengæld blev kagen også den flotteste prinsessekage, jeg har lavet indtil videre, i hvert fald efter min mening. Det tager dog lidt tid at lave alle de rosenblade og farve dem, men det var det hele værd.


Kagen er bondekonens chokoladekage, med 2 lag UCF, og 1 lag jordbærmousse, smurt op med UCF, overtrukket med MMF (fordi det skulle jeg bruge i det første design), og rosenbladene er lavet med købefondant. Tillykke til Karoline.

40-års fødselsdag

Min kollega My, som jeg lavede studenterhuen til, kom i mandags og ville gerne have 2 kager til hendes søster, som blev 40 og skulle holde fødselsdag både lørdag og søndag, så hun ville gerne have en kage til hver dag. Jeg havde dog allerede sagt ja til også at skulle lave en prinsessekage i denne weekend, så jeg synes det blev for meget, og sagde derfor, at jeg kun ville bage en kage, og det gik hun så med til, men den skulle så være til 40 prs.

Jeg havde i sidste weekend været i gang med at lave roser, så jeg syntes, at jeg ville prøve at lave en lille buket, der skulle ligge ovenpå gavekagen. Og My ville også gerne have nogle Calla'er i buketten, så det fik jeg også lavet. Det er første gang jeg har prøvet at lave blomster på wirer, og det er helt klart noget jeg skal have øvet mig meget mere i, men resultatet blev okay.




Kagen var 3 vanillebunde, som desværre blev noget fladere end jeg havde regnet med, et lag chokolademousse, et lag jordbærmousse, smurt op med islands smørcreme, overtrukket med MMF, og blomsterne er lavet af gumpaste. Den lyserøde rose blev dog mindre end de andre, da den desværre røg en tur på gulvet, og da det jo er meget skrøbeligt, gik den lidt i stykker, så jeg skar en del af den, og gemte den lidt bag de andre blomster. Om der var nok til 40 personer ved jeg ikke endnu, men tror det desværre ikke, da bundene blev så flade.

søndag den 11. november 2012

Chokoladefremstilling

I dag har jeg været til chokoladefremstilling hos Vibeke og Leif, der har Egens Overgaard. Jeg var så heldig at komme med på en tidligere kollegas hold, da de havde fået et afbud. Her er lidt billeder fra processen.

Deres forholdsvis nyindkøbte maskine, som konstant sprøjter den flydende chokolade ud. Først fyldes formen, herefter rystes den først i ca. 5 sek. med chokoladen i, derefter vendes formen rundt og rystes yderligere ca. 3 sek. Så skrabes den overskydende chokolade af, og formen kommes i køleskabet, efter ca. 5 - 10 min. er den klar til at blive fyldt. Der var 2 maskiner med henholdsvis lys og mørk chokolade.

 Der var 2 kasser fyldt med alverdens forme, så det var bare med at gå i krig.

 Der bliver arbejdet med at fylde i chokoladerne.

Det er så dagens produktion fra min hånd, lidt over 2,7 kg, så nu er vi klar til julen, vi kan vist godt springe konfektproduktionen over i år:-). Eneste problem er, at det er svært at huske, hvilket fyld der kom i de forskellige chokolader. Og så skulle jeg nok have lavet nogle i ren chokolade til ungerne, det må jeg gøre til næste år;-).

fredag den 9. november 2012

Studenterhue

Ja, man regner jo ikke lige med, at man skal lave en studenterhue på denne årstid, men ikke desto mindre blev jeg spurgt om det for et par uger siden af min kollega My. Hendes søster bliver nemlig færdiguddannet PAU (pædagogisk assistent uddannelse) i dag, og hun ville gerne overraske hende med en huekage, da søsteren ville få en hue på. Personligt synes jeg huerne er forbeholdt de rigtige studenter, men der er efterhånden rigtigt mange uddannelser, hvor man kan få hue på, og de kommer i mange forskellige varianter. Denne har et orange bånd, men er ellers identisk med de originale.



Kagen er en vanillekage, med et lag dumlecreme og et lag appelsinmousse, smurt op med Islandsk smørcreme, overtrukket med MMF. Bogstaver, tal og emblem er hjemmelavet mexikansk gumpaste, det orange bånd og den sorte skygge er købefondant.

Fødselsdagskage til Tina

Min kollega Tina havde fødselsdag for et stykke tid siden, men skulle først holde det i sidste weekend. Ønsket var endnu en "gave-kage", så det fik hun. Da jeg ikke synes kagerne skal være for ens, besluttede jeg at lave en rund gave med marmoreret effekt denne gang.

En rund gave
Til en anden gang skal jeg nok planlægge farverne lidt bedre, da jeg synes, den blev for lilla, men det er jo svært at vide på forhånd, præcis hvordan marmoreringen vil ende med at se ud. Kagen er en chokoladekage, med et lag limemousse og et lag baileysmousse, smurt op med Islandsk smørcreme (hvilket er fantastisk at smøre op med) og overtrukket med MMF. Det lilla bånd er købefondant. Jeg fik senere at vide af Tina, at gæsterne havde troet, kagen var en borddekoration og ikke skulle spises:-).

onsdag den 31. oktober 2012

Jubii, jeg har vundet...

...en give-away hos Charlotte. Det var bare skønt at komme hjem og få den gode nyhed, da det var en rigtig dårlig dag i går på arbejdet: der blev nemlig fyret folk, og det er jo aldrig rart, så stemningen var ikke særlig god derude. Her er hvad jeg har vundet:

Så nu går jeg og glæder mig til at modtage det med posten.

søndag den 28. oktober 2012

Lemon curd cupcakes

I dag har jeg bagt cupcakes sammen med Isabella og svigersønnen. Isabella og jeg har begge en forkærlighed for lemon curd, og da jeg fandt en opskrift forleden med det i, skulle den jo afprøves. Opskriften er fundet hos Frk Cupcake, og det samme er den Italienske Marengs der er ovenpå.


Det er helt klart en opskrift, der kan anbefales, de smagte suverænt godt, men marengsen var der delte meninger om, afhængig af hvor sød en tand man havde.

Fredagskage

Fredag i efterårsferien fik vi besøg af et hold gode venner til aftensmad. Besøget blev først planlagt torsdag aften, så der var ikke alverdens tid til at planlægge en kage. Isabella og jeg havde godt nok besluttet, at vi ville bage fredag, og derfor havde jeg lavet en mousse klar, men da vi også skulle til frisør, og der også lige skulle gøres lidt rent, bagte jeg selv kage og  lavede fondant torsdag aften, fik lagt den sammen fredag morgen, og pyntet den efter frokost. Heldigvis brokkede den unge dame sig ikke over, at jeg selv ordnede det hele;-).


Kagen var en mazarinkage, som jeg absolut ikke var tilfreds med, men den kunne nu sagtens spises alligevel, med et lag marabou m/daim-mousse, et lag jordbær-rabarbermousse (fra fryseren), smurt op med nutellasmørcreme, pyntet med MMF og RI (også fra fryseren) samt nogle MMF blomster jeg havde på lager. Det var første gang jeg prøvede at tylle på denne måde, har købt en dims, der laver huller, der hvor man skal tylle, men jeg syntes nu, hullerne var for store, så næste gang vil jeg nok forsøge uden den.
Jeg var meget spændt på hvad min veninde syntes om min fondant, da jeg ved hun syntes købefondant smager forfærdeligt, men hun tog 2 stykker kage, og der var ikke efterladt noget af fondanten på tallerkenen, så den blev vist godkendt:-)

mandag den 15. oktober 2012

Macaroons

Så har jeg efterårsferie, og jeg havde på forhånd besluttet, at det var en god anledning til at prøve at lave macaroons. Nu har jeg efterhånden set dem mange steder her i blogland, så jeg syntes, det var på tide,  jeg selv fik prøvet at lave dem. Lene havde for nylig en fin how-to på dem, så jeg valgte at prøve hendes opskrift.
 Macaroons lige kommet ud af ovnen.


Jeg har aldrig smagt macaroons før, så jeg ved ikke om de fik den rigtige konsistens, men hold da op, hvor smagte de godt, det er absolut ikke sidste gang jeg skal lave sådan nogle. Som det kan ses, havde jeg lavet en chokoladeganache til fyld. Jeg tror ikke de blev helt som de skulle, for mange af dem havde ikke fået den "krave" de skal have, men de kan sagtens spises alligevel.

Cupcakekursus

D. 2. oktober var der arrangeret et cupcakekursus af personaleforeningen på min arbejdsplads, og det skulle jeg da med til. Instruktøren er een af mine kolleger, som også underviser i cupcakedekorering i aftenskoleregi. Vi kunne selv bage cupcakesene eller købe dem for 25,- for 12 stk., hvilket er en rigtig god pris, men jeg valgte alligevel selv at bage mine, så kunne jeg jo også lige afprøve en ny opskrift (vaniljecupcakes fra Kagedage af the Hummingbird Bakery). Jeg havde i forvejen besluttet at give halvdelen af mine cupcakes til en veninde, der havde Rebecca på besøg, så derfor lavede jeg 2 af hver, hvilket var en god strategi, da jeg skulle gå en time før kurset var ovre, for at nå min bus.

Selvfølgelig kunne jeg have leget med mine tyller herhjemme, men det er nu lidt hyggeligt at kagenørde sammen med andre. Og så fik jeg lige genopfrisket, hvordan man tyller en rose, og prøvet at lave kurveflet, hvilket faktisk ikke var så svært.

fredag den 5. oktober 2012

3 x rund fødselsdag

Min kollega Ane Birgitte, skulle til familiefødselsdag, og hun ville gerne overraske de 3 fødselarer med en kage, deres navne og alder skulle stå på den, og så måtte den gerne være sjov. Så udover det havde jeg frit slag, og jeg endte med at lave denne her:

Tillykke til de 3 runde fødselarer

Kagen består af 2 champagnebunde og 1 chokoladebund, 1 lag chokolademousse og 1 lag jordbær-rabarbermousse, smurt op med UCF og overtrukket med MMF, de grønne og pink kugler er MMF, de gule er Wiltons fondant, og de hvide er Satin Ice fondant. De hvide og pink bogstaver og tal er hjemmelavet mexikansk pasta og de gule er Wiltons fondant.


Cake Event

I weekenden var der jo Cake Event i Vejle, og det skulle vi (min datter Isabella, hendes bedste veninde Freja, Frejas mor og jeg) jo ned og se, hvad det var for noget. Vi havde købt billetter på forhånd, men på trods af det måtte vi stå i kø alligevel for at komme ind, dog kun ca. 15 min. Der var en del udstillere, og nogle gode tilbud, så vi fik da brugt lidt penge. Men desværre var kagekonkurrencen blevet aflyst, så der var ikke rigtigt nogle kager at tage billeder af, men så var det jo godt, at man selv kunne pynte en cupcake. Det fik pigerne gjort, og dette er så resultatet af deres anstrengelser:


Selvom jeg efterhånden har en hel del udstyr, fandt jeg alligevel lidt jeg måtte eje:


Minnie Mouse sukkerprintet er et Isabella fik, og jeg købte så 3 blomstermoulds til 80,- kr. stk., en lykkepose til 60,- kr. (med samlet værdi 185,-), nyt værktøj 170,- kr. og funky bogstavudstikker til små bogstaver til 45,- kr. Så nu glæder jeg mig til at få det afprøvet.

Heidis fødselsdag

I søndags holdt min kollega, og navnesøster, Heidi, fødselsdag for familie og venner og dertil ville hun gerne have en rigtig tøsekage. Hendes eneste krav var chokoladekage og lyserød, og det her blev så resultatet:

En pink tøsekage

Som sagt var det en chokoladekage med et lag hindbærmousse og et lag chokolademousse, smurt op med UCF, overtrukket med MMF, og pyntet med Royal Icing (nederste bort) og MMF.

fredag den 14. september 2012

Hjemmelavet MMF

Jeg har ledt på amerikanske hjemmesider efter en opskrift på fondant, for at se om det ville være bedre at arbejde med, og det lykkedes mig at finde en inde på CakeCentral. Og sørme om jeg ikke dagen efter, faldt over den samme opskrift på en dansk side, så var jeg jo nødt til at afprøve den. Jeg har fundet opskriften her, men for nemheds skyld kommer den også her:

Hjemmelavet MMF, ca. 1400g:

400 g skumfiduser, grill
2 spsk vand
½ tsk fint salt
2 tsk citronsaft
2 tsk glukosesirup
1 tsk vanille*
½ tsk citronekstrakt (eller lemon curd)
ca. 900 g flormelis

palmin eller Crisco (som jeg køber i den hollandske webbutik) til hænder og skåle

Skumfiduser og vand smeltes i microovn eller over vandbad, og lige så snart det er smeltet, kommes de øvrige ingredienser, bortset fra flormelis i, og det røres godt sammen. Herefter kommes flormelis i, een kop ad gangen. Når det er klar til at blive æltet, (når der ca. er en kop tilbage), smøres hænder og bord med palmin/Crisco, hænderne smøres jævnligt under æltningen. Massen smøres ind i palmin/Crisco, pakkes ind i husholdningsfilm, lægges i en pose, og lægges på køl et døgns tid, så den kan samle sig.

*Det er nok en god ide at bruge vanilleekstrakt, da man jo ellers kan se kornene i fondanten.

Opskrift chokoladekage

Denne chokoladekage er rigtig god, hvis man skal lave en ren chokoladekage, da den ikke er så tung i det som eks.vis mud cake. Opskriften har jeg fundet her.

Chokoladekage

50 g kakao
100 g mørk muscovadosukker*
2½ dl kogende vand
125 g smør
150 g sukker
225 g mel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
2 tsk vanilleekstrakt
2 æg

Kom kakao og muscovadosukker i en skål, og hæld det kogende vand over. Rør det godt sammen og rør jævnligt i det imens du forbereder resten.

I en anden skål piskes smør og sukker godt sammen. Æggene tilsættes og der piskes grundigt.

Mel, natron og bagepulver blandes og sigtes i æggemassen.

Når det er rørt godt sammen, hældes vanilleekstrakten i sammen med kakaoblandingen (lidt ad gangen). Det hele piskes godt sammen, indtil det er en jævn masse uden klumper.

Bages ved 200 grader i 30-40 min.

* Jeg brugte en blanding af rørsukker og farin. Denne opskrift blev til 1 bund i en 26 cm springform.

Kage til familiefest

Min kollega Laila kom og spurgte, om jeg ville lave en kage til en fætter-kusinefest, de skulle afholde lørdag, og det ville jeg jo selvfølgelig gerne. Hun havde smagt den chokoladekage, jeg havde lavet til min fødselsdag, og ville gerne have noget i den stil, så det lavede jeg til hende. Jeg valgte dog en anden chokoladekage, som ikke var så tung i det, opskriften kommer senere.

 Fætterkusinefest 2012


Det endte med at blive en temmelig tøset kage, men det kan jeg jo også godt lide at lave:-). Som sagt var det en chokoladekage, med et lag appelsinmousse, et lag appelsinkrokant-chokolademousse, smurt op med UCF, overtrukket med MMF og pyntet med købefondant. Bogstaver og tal er hjemmelavet mexikansk pasta, opskriften er fundet her, helt klart nemmere at arbejde med, skal dog have øvet mig mere i at få det rullet ens ud.

onsdag den 5. september 2012

5-års jubilæum

I mandags havde jeg 5-års jubilæum på arbejde, og jeg havde jo egentlig planlagt en kage, og vidste hvordan den skulle pyntes, men efter alt det ekstra arbejde med Hello Kitty kagen, gad jeg ikke lave endnu en kage. Så da jeg jo havde en del kagerester fra den første kage, jeg havde bagt lørdag, besluttede jeg mig for at lave trøfler.


Jeg havde også en chokoladekage i fryseren, som blev brugt til dem, og også noget UCF. Udover det kom der de sidste rester af IMBC'en i, hindbærmarmelade og en god sjat rom, og så blev det ellers æltet godt sammen på røremaskinen, indtil det havde den rette konsistens. De smagte udemærket, så det er ikke sidste gang, jeg laver sådan nogle.

Kagen der gik helt i kage

Så blev det tid at holde Karolines 3 års fødselsdag, og hun ville gerne have en Hello Kitty kage, så lørdag formiddag fik jeg bagt kagen, og da vi så kom hjem fra Høstfest, skulle kagen flækkes og lægges sammen med fyldet. Men til min store ærgelse var kagen ikke bagt i midten, så jeg måtte til at bage en ny. Og inden den var bagt, og ikke mindst afkølet, nåede klokken at blive mange, så den var næsten midnat inden jeg kom i seng. Næste morgen gik jeg så igang med at smøre op, og denne gang havde jeg afprøvet en ny opskrift på MMF (den kommer senere). Smagen var rigtig god, slet ikke så sød som den jeg plejer at lave, og den var også meget smidig at arbejde med, men den blev lige smidig nok, når jeg rullede den ud, og var ikke nem at få over på kagen, jeg tror dog det skyldtes, at jeg ikke havde nok flormelis i den. Først 3. gang lykkedes det mig at få den over på kagen, uden at den gik fra hinanden, men da havde jeg også æltet en del mere flormelis i.


Det er en vanillekage, med et lag tobleronecreme, et lag IMBC, smurt op med IMBC, overtrukket med MMF og pyntet med IMBC og købefondant.

Cupcakes til høstfest

I lørdags var vi til høstfest i SFO'en, og hvert år er der brug for frivillige til diverse gøremål, jeg plejer at melde mig under fanerne til kagebagning, og det blev denne gang til disse her:

18 stk. pyntede cupcakes

Det er chokolade-banan-cupcakes, og opskriften finder du hos Hanne. De er pyntet med IMBC tilsat en god portion lemoncurd, og det endte næsten med at smage som citronfromage, så farven var "lidt" misledende. Men de smagte godt, eller underligt, som Isabellas veninde sagde, hvorefter hun spiste det hele, så lidt godt har de vist smagt. I skal også lige have et billede af Isabella med en cupcake:


søndag den 19. august 2012

Lynet McQueen

Andreas og Mikkel er bedste venner og har også fødselsdag samme dag, så de valgte at slå deres fest sammen og inviterede hele stuen fra børnehaven. Andreas havde været med til Williams fødselsdag og ville også gerne have en Lynet-kage (eller også var det hans mor;-)), så det fik han.




Denne gang er Lynet lavet af kage, og det gik faktisk rigtigt godt med at skære den til (og jeg har selv gjort det, uden hjælp fra min mand:-)), han skulle dog lige blande sig lidt, for oprindeligt havde jeg ikke lavet bagruden, og den mente han altså skulle være der, så pga. tidspres lavede han den. Kagen er bondekonens chokoladekage, den er nemlig rigtig god til børn, lagt sammen og smurt op med UCF. Den røde fondant er hjemmelavet, og resten af farverne er købefondant.

Fødselsdagskage til 3

I lørdags skulle Mia (som tidligere har fået en kage), hendes mor Charlotte og papfar Kurt holde fødselsdag sammen, og det skulle være en gavekage. Så det lavede jeg så til dem.

En lidt tøset gavekage

Den blev måske lidt tøset, men de var jo også i overtal, så er det vel ok?;-). Der kom ikke navne på denne gang, jeg syntes det ville blive for meget pynt. Kagen består af 2 chokolade mud-cake-bunde og 1 mandelbund i midten, et lag jordbærmousse og et lag hvid chokolade-mousse, opsmurt med chokoladeganache og overtrukket med Wiltons fondant (hvid og brun), den lyserøde er hjemmelavet. Jeg havde ellers lavet hvid mmf, men jeg skulle lige afprøve The Mat for første gang, og det gik temmeligt galt, så er det rart at have ekstra på lager.


søndag den 5. august 2012

Av mit ben

På onsdag har Karoline fødselsdag og bliver 3 år, men da hendes mor skal afsted på messe, havde jeg besluttet at de skulle have en kage et par dage før, så hun kunne være med til at fejre hende. I går havde Karoline så et "lille" uheld på trampolinen, hvor hun brækkede benet. Så jeg synes hun skulle have kagen i dag, og da hun jo er en lille prinsesse, skulle det selvfølgelig være en prinsessekage.

Karolines Prinsesse

Undskyld håret, men det er altså ikke lige min stærke side at ordne hår på sådan nogle dukker. Dukken er denne gang en rigtig dukke, hvor benene er blevet taget af, for ellers skulle kagen have været 5 cm højere. Det gjorde jo så bare, at torsoen ikke stod ordentligt fast i kagen, men et par sugerør stukket op i den, hjalp gevaldigt på det :-).

Kagen er bondekonens chokoladekage, med 2 lag UCF og også smurt op med det. Overtrukket med turkis mmf og den hvide fondant er Wiltons.

Et stort tillykke til Karoline på onsdag, vi håber, hun får en dejlig dag på trods af gipsen.

Udsalg hos specialkøbmanden

Så blev sommerudsalget skudt igang i lørdags hos specialkøbmanden, vel at mærke for medlemmerne af kagemagasinet, alle andre måtte vente til i dag. Og de havde faktisk rigtigt mange gode tilbud, så jeg kom da til at bruge lidt flere penge end jeg havde regnet med. Her er hvad jeg købte:


Bogstavsudstikkere (dem kan man aldrig få for mange af),  3 stk. sugar prints med Cars, en sekskantet bageform, The Mat (som jeg er vældig spændt på at prøve), 2 pastafarver, en orkideudstikker, 5 kg fondant fra Sweet Kitchen, og en pakke med 10 stk. cake circles (da jeg var rendt tør for dem). I alt brugte jeg 801,- kr.

Jeg laver oftest selv min fondant til at overtrække kagerne med, men til modellering og i nødsituationer, er det rart at have lidt i baghånden, og det kan man da sige, at jeg har nu.

Min nye bedste ven

Nu syntes jeg ikke længere, jeg kunne blive ved med at lave kager, uden at eje denne her:

Min nye bedste ven :-)

En Kenwood røremaskine, 800 watt, med både blender og kødhakker og ikke mindst den store skål, der kan rumme over 6 liter. Imerco havde den på tilbud til kun 2499,-.


tirsdag den 31. juli 2012

Cake-Event 2012

Da jeg ikke har set ret mange andre bloggere reklamere for denne event, synes jeg lige, at jeg vil gøre det, for at sprede budskabet.

Det er Den lille kagebutik som vist står for arrangementet, og som jyde, synes jeg det er fedt, at det er i Vejle, for så kommer jeg i hvert fald forbi, gør du???

Konfektkager

Denne opskrift har jeg set hos både Himmelske kager og hos Momses Univers, og de smager bare SÅ godt. Havde dem med på arbejde i går, og der var en del der efterspurgte opskriften så den kommer her.


Uhm, konfektkager.

Konfektkager

Bund: 
250 g mel
2 tsk bagepulver
360 g brun farin
80 g kokosmel
80 g havregryn
250 g smeltet smør

Bland alle ingredienserne godt sammen. Pres blandingen i en form (23 x 33 cm), der er beklædt med bagepapir. Den skal trykkes godt sammen. Bages i forvarmet ovn ved 180 grader i ca 10 min.

Fyld:
2 dåser sødet kondenseret mælk (ca 400 g)
2 spsk smør
4 spsk lys sirup

Alle ingredienserne kommes i en gryde. Ved konstant omrøring varmes det op ved svag til moderat varme til blandingen koger, og det koges videre under stadig konstant omrøring i ca. 5 - 10 min., indtil det får en cremet konsistens.

Fordel fyldet på den forbagte bund, og bag det i yderligere 10 min. ved 180 grader.

Herefter afkøles kagen helt.

Chokoladetopping:
200 g mørk chokolade
30 g smør

Chokolade og smør smeltes over vandbad, hvorefter det smøres på den helt afkølede kage. Herefter stilles kagen køligt, og når chokoladen er stivnet, skæres kagen i mindre stykker.

Kagen er fryseegnet, men det kan være en fordel at vente med at komme chokoladen på, til den er tøet op.


lørdag den 14. juli 2012

Fødselsdagskage til Klaus

Min kollega Anne ville gerne have en fødselsdagskage til sin søn, og det skulle være i form af en gave, som hun havde set jeg tidligere har lavet. Men det skulle være med marcipanovertræk i stedet for fondant, så det fik hun.

En fødselsdagsgave til Klaus

Kagen bestod af 2 bunde, drømmekage med et twist, lagt sammen med Baileysmousse, smurt op med chokoladeganache, og overtrukket med hvid marcipan fra FunCakes. Jeg var ikke så begejstret for marcipanen, synes ikke den smagte nok af marcipan, og den virkede meget tør i det, men det endelige resultat blev meget godt. Det er første gang, jeg har smurt op med chokoladeganache, men absolut ikke sidste, det er rigtigt godt til at lave skarpe kanter med.

tirsdag den 10. juli 2012

Fødselsdagskage

I mandags havde min yngste datter, Rebecca, fødselsdag, og da de 2 store og min ene nevø lige har haft det i juni, skulle det jo fejres, og det gjorde vi så i søndags sammen med min søster og hendes familie, hvor vi tog i Viborg Legeland. Da det hele blev planlagt lidt i sidste øjeblik, nåede jeg ikke at få lavet en Hello Kitti kage, som jeg ellers havde en ide om, at jeg ville lave til hende. Det blev lidt en restekage, da både fondant og blomster var rester fra 2 tidligere kager. Jeg nåede ikke engang at få lavet en bort på kagen, så derfor er der ikke et billede af den, hvor man kan se den nederste kant.

Tillykke til Isabella, William, Magnus og Rebecca

Kagen var en red velvet, dog uden kakao og rød farve, til gengæld var der både pink og blå farve i den, lagt sammen og smurt op med en cream-cheesefrosting, og stort set alt fondanten var hjemmelavet. Kun bogstaverne var købefondant.