Viser opslag med etiketten Herrekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Herrekage. Vis alle opslag

tirsdag den 7. april 2015

Fødselsdagskage til Bent og lidt kort

Så lykkedes det mig at finde det forsvundne kagebillede, det var simpelthen sd-kortene i 2 kameraer, der var blevet byttet rundt.

Kagen blev lavet til den 1. december, men da det var en fødselsdagskage til en 80-årig forhenværende landmand, var der ikke spor af jul at spore på den.

Kagen bestod af 3 lag sort midnatskage, 1 lag hindbærmousse og 1 lag med vanillecreme med chokoladestykker. Den blev som sædvanligt smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Dyrene, blomsterne og stakittet er også lavet af MFF og så er den også pyntet med lidt RI.

Da jeg fik fundet det rigtige sd-kort, fandt jeg også billeder af de første 3 kort jeg lavede, efter at jeg fik min die-cutting-maskine, så dem får I lige her:

Det første kort lavede jeg til min nevøs 16-års fødselsdag, det blev dog temmeligt tøset, med alt det glimmer og bling ;-)

Kort 2 blev lavet til en venindes fødselsdag, og her har jeg kun brugt 2 firkantede dies.

 Det 3. kort var til vores tidligere naboer, da vi besøgte dem i deres nye hjem.

torsdag den 20. november 2014

Mortens 40 års fødselsdag

I weekenden blev der holdt surpriseparty for Morten i anledning af hans 40 års fødselsdag. Festen skal først holdes til næste år, da Mortens kone også fylder 40 her i december, men det kan jo være svært at finde en dato, hvor alle kan på denne årstid. Men fejres skulle han, og jeg blev bedt om at lave en kage. Morten er vild med Daim og kokos, så det skulle der i kagen. Derudover skulle den pyntes med 2 højttalere, da det var hans fødselsdagsgave.


Kagen består af vanillekage med 1 lag daimmousse, 1 lag kokosmousse, opsmurt med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Rundt i kanten er der tyllet med RI. På kagens sider står der 40 4 gange, så man ikke er i tvivl om, hvor gammel han blev ;-).

Kage til mandens kolleger

Min mand og hans kolleger får kage hver fredag, og det skiftes de så til at have med. Han havde spurgt om jeg ville lave en lille kage, og selvfølgelig ville jeg da det. Han er ikke særligt vild med fondant, derfor blev kagen overtrukket med chokoladeganache, som han rigtigt godt kan lide.


Denne kage er også en vanillekage, lagt sammen med et lag moccamousse, og så smurt op med chokoladeganache. Den er pyntet med chokoladeganache som blev tilsat lidt ekstra flødeskum, derfor er det lysere, og ydermere er den pyntet med noget dekoreret chokolade, som er købt i Tyskland.

tirsdag den 8. juli 2014

60 års fødselsdag

En kollega spurgte, om jeg ville lave kage til hendes mands 60 års fødselsdag, og det ville jeg da gerne. Da hun spurgte, vidste jeg godt nok ikke, at jeg skulle opereres i hånden 2½ uge før kagen skulle laves, men heldigvis gik alt godt, og hånden fungerer igen fint. Min kollega ville gerne have 3 kager med hver deres tema: Rødvin, deres 2 hunde og BMW. Som sagt så gjort.




Kagerne bestod alle af chokoladekage med et lag moccamousse og et lag kokosmousse, opsmurt med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Den sorte fondant er dog købt. Der var kage til 50 personer.

søndag den 2. marts 2014

Endnu en brystbombe

Min venindes kollegas mand fyldte 50 i februar, og hans kone ville gerne overraske ham med en brystkage, og det ville jeg gerne hjælpe med. Der skulle være kage til 15 personer, men der var nok snarere kage til 25. Jeg havde nemlig besluttet, at jeg ville prøve at lave en hjerteformet brystkage, og da jeg kun har 2 hjerteforme, brugte jeg den største, for den anden var for lille.


Bh'en kom til at sidde lidt skævt, hvilket er rigtigt nemt at se her på billedet, så det var jeg lidt træt af, men kagen havde smagt godt, så det var dejligt. Den bestod af lyse bunde, et lag jordbærmousse, et lag vanilleflødecreme med hakket chokolade, hvor både bunden over og nedenunder var smurt med nougat, smurt op med chokoladeganache, overtrukket og pyntet med MFF, den brune kant på bh'en og kanten på kagen er tyllet med chokoladeganache. Selve brysterne blev formet af hjemmelavet trøffeldej.

Fødselsdagskage til tvillinger

Min kollegas datters kæreste og hans bror havde også fødselsdag d. 3. februar, og hun ville gerne overraske kæresten og svogeren med en lille kage weekenden efter, så det hjalp jeg hende med.


Kagen bestod af lyse bunde, et lag hindbæremousse (den overskydende ostecreme blandet med hindbær), en chokolademousse med tobleronestykker i, smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF.

tirsdag den 26. november 2013

Kristoffer 16 år

Her i november er Kristoffer fyldt 16, og denne gang fik han en brystkage. Jeg synes dog den skulle passe til hans unge alder, så jeg lavede brysterne forholdsvis små, så må han få et par Linse-bryster når han bliver 18;-).


Kagen bestod af champagnebunde, 1 lag baileysmousse og 1 lag tobleronemousse, smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Brysterne blev lavet af noget red velvet blandet sammen med UCF.

lørdag den 26. oktober 2013

En kage til Michael

Sidste år købte jeg en PSP til min yngste datter af min kollega Pia, og en del af prisen for den var en kage til hendes kæreste. Han havde hørt lidt om dem og ville rigtigt gerne smage en. Men det er så først nu han har fået den. Han havde nemlig fødselsdag her i efterårsferien, så det var jo en oplagt lejlighed. Han er helt vild med lakrids, så det kom der bl.a. også i kagen.


Det er ikke nemt at se på billedet, men kagen blev enormt skæv og bulet, absolut ikke noget jeg var stolt af, men den kunne da spises alligevel.
Den bestod af en lakridsbund, et lag lakridsmousse, en chokoladekagebund, et lag jordbærmousse (tror jeg nok) og til slut en champagnekagebund. Smurt op med UCF og pyntet med MFF, lidt Wilton Chokoladefondant og RI.

fredag den 8. februar 2013

Kage til 18-års fødselar

Min kollega og navnesøster, Heidi, spurgte mig om jeg ville lave en kage til hendes søns fødselsdag. Og det siger man jo ikke nej til, vel?!! Han blev 18, er i lære som slagter, og spiller meget fodbold i fritiden, og det var stikordene til kagen. Jeg gik lidt i tænkeboks, og dette er resultatet:



Billedkvaliteten er ikke den bedste, det er begrænset, hvor godt lyset er sent om aftenen og tidligt om morgenen. Det er første gang jeg har modelleret et menneske, men jeg blev tilfreds med resultatet. Kagen er vanillebunde, 1 lag chokolademousse og 1 lag lemoncurdcreme, smurt op med UCF, overtrumfer med MMF og pynten er lavet af fondant fra Satin Ice.

lørdag den 14. juli 2012

Fødselsdagskage til Klaus

Min kollega Anne ville gerne have en fødselsdagskage til sin søn, og det skulle være i form af en gave, som hun havde set jeg tidligere har lavet. Men det skulle være med marcipanovertræk i stedet for fondant, så det fik hun.

En fødselsdagsgave til Klaus

Kagen bestod af 2 bunde, drømmekage med et twist, lagt sammen med Baileysmousse, smurt op med chokoladeganache, og overtrukket med hvid marcipan fra FunCakes. Jeg var ikke så begejstret for marcipanen, synes ikke den smagte nok af marcipan, og den virkede meget tør i det, men det endelige resultat blev meget godt. Det er første gang, jeg har smurt op med chokoladeganache, men absolut ikke sidste, det er rigtigt godt til at lave skarpe kanter med.

fredag den 1. juni 2012

Mandens fødselsdagskage

Min mand havde fødselsdag midt i maj, men han havde besluttet at holde fri den dag, så det var først i tirsdags han havde kage med. Han ville under ingen omstændigheder have en tøsekage, men en rigtig herrekage, og havde besluttet sig for, at kagen skulle være camouflagefarvet. Jeg havde brun og sort købefondant, og så farvede jeg noget købefondant, så det blev beige og oliven. Så langt så godt. Det blev så plukket i stykker og lagt tilfældigt på bordet, hvorefter jeg gik i gang med at rulle det ud. Men af een eller anden grund, ville den sorte ikke rigtigt hænge sammen med de andre farver. Min mand (som deltog i kagepyntningen) foreslog, at farverne blev æltet lidt sammen, så kunne det være den sorte ville "smelte" ind i de andre farver, meeeen det gik ikke helt efter planen, som det kan ses på billedet.
Til gengæld lignede det nu marmor, ru overflade, små "knaster" og hele molevitten. Men han synes den var fin, for den var stadig ikke tøset. Han har så lavet smiley'en til den, og så skulle der ikke gøres mere ved den. Kagen selv var også rimelig simpel, 2 gange drømmekage, den ene vendt omvendt, så toppen blev fyldet, og smurt op med UCF.