mandag den 30. september 2013

Dorthes fødselsdag

Min søde veninde Dorthe har fødselsdag på lørdag, og i lørdags havde hun inviteret en flok tøser til ostebord og rødvin. Hun ville gerne have mig til at lave en kage til desserten, og det ville jeg da gerne. Hendes ønske var meget simpelt, hun ville bare gerne have en Heidi-kage. Dvs. at jeg havde helt og aldeles frie hænder. Men jeg fik da at vide, at hun ikke havde det så godt med frugtmousser. Pynten måtte jeg også helt selv bestemme, men jeg spurgte da lige ind til hendes yndlingsfarver, for at have noget at gå efter.


Dette var hvad jeg fik lavet. 2 champagnebunde, 1 sort midnatsbund, 1 lag baileysmousse, 1 lag kokosmousse m/hakket chokolade i, smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Pynten er lavet af MFF og RI. Synes selv kagen blev fin og tøset, og jeg fik meget ros for både udseende og smag. Hun har også bestilt en kage til hun skal have familien på besøg på lørdag, og endnu en gang har jeg helt frie hænder.

Og så synes jeg lige I skal se, hvordan der ser ud hjemme hos os, når jeg pynter kage:


Jeg får ret hurtigt 3 "hjælpere" som også vil være med. De har dog efterhånden fundet ud af, at de ikke får lov til at hjælpe med at lave pynt, til den kage jeg laver, men så laver de pynt til en kommende kage til os selv (den bette spiser dog for det meste bare fondanten). I lørdags lavede de pynt til en julekage (i lyseblå farver med sukkerkugler på), det skal nok blive godt, og med alt det de fik lavet, skal det vist være en stor kage;-).

lørdag den 21. september 2013

Jette 60 år

Karolines mormor er lige blevet 60 år, og det kræver jo også en lille kage, som jeg fik lov at lave. Jette arbejder i en smykkebutik, så det var jo et oplagt tema for kagen.


Kagen består af 3 champagnebunde, 1 lag baileyscreme, 1 lag mørk tobleronecreme, smurt op med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Det hvide armbånd og den hvide perlebort er sprayet med perlemorsfarve, og ligeledes er 60-tallet, de 2 ringe og guldborten også sprayet med guldfarve.

Høstfest i SFO'en

Her i starten af september var vi til høstfest i SFO'en. Der bliver altid spurgt efter hjælp til forskellige ting, bl.a. bagning og det plejer jeg jo så at melde mig til, og i år var da heller ingen undtagelse. Jeg valgte at bage red velvet cupcakes, som så blev pyntet med en chokolade-flødeost-smørcreme og lidt fondant blomster.

De blev rigtigt fine, og forsvandt også ret hurtigt fra kagebordet, mine børn nåede ikke at få nogen af dem, hvilket de ikke var helt tilfredse med, men så var det jo godt, at der var mange andre at vælge imellem.

fredag den 6. september 2013

Give away

Jeg har besluttet mig for at holde en give away her på bloggen. Nu har jeg efterhånden haft den i snart 1½ år og skrevet over 100 indlæg, så det er da vist på tide. Og for nylig fandt jeg denne her helt fantastiske kagebog, der hedder "American Pie". Den er skrevet af 2 amerikanere, der nu er bosat i Danmark, så opskrifterne er omregnet til danske mål og ingredienser. Jeg synes den er skøn, men nu har både manden og jeg jo også boet i USA, så der er jo mange af kagerne jeg kender fra den tid. Indtil videre har jeg kun afprøvet 1 af opskrifterne, nemlig Apple Pie, og den blev spist så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at få taget et billede af den, men det er jo et tegn på, at den smagte godt:-).


Sådan får du lodder i min give-away:

1. Meld dig som fast læser (1 lod)
2. Læg et link til min give away på din blog (1 lod)

Husk at skrive en kommentar og fortæl hvor mange lodder du deltager med, samt din email-adresse, så jeg kan få fat i dig.

Jeg trækker en vinder, når jeg har 30 faste læsere.

Kagen der skulle have været et prinsesseslot

Henover sommeren er vores tøser blevet 4 år, så det skulle selvfølgelig fejres i mødregruppen. Jeg havde selvfølgelig meldt mig til at lave en kage til dem, og jeg havde besluttet at lave et prinsesseslot, da jeg rigtig gerne vil lave sådan et igen. Jeg havde haft fri om fredagen, hvor jeg fik bagt de 2 kager som skulle stå ovenpå hinanden, og om lørdagen var det så meningen at jeg skulle bage den, som skulle bruges til tårnene, jo, jo, jeg havde store ambitioner. Men skæbnen ville, at jeg fredag aften fik en fibersprængning i mit ene ben, så jeg måtte droppe alle planer om at lave en fin kage. Men en kage skulle vi have, så dette var hvad det endte med:

Kagen er en red velvet, med 1 lag lemoncurdcreme og 1 lag kokosmousse, og overhældt med chokoladeganache. Billedet er vist printet på rispapir (meget papiragtig konsistens), og så havde jeg lidt RI den kunne pyntes med.

1 års-fødseldagskage

Elias er lige blevet 1 år, og hans mor ville rigtigt gerne have en kage til ham. Da han i sin tid blev døbt, ville hun også gerne have haft mig til at lave hans dåbskage, men hun var lidt sent ude, så jeg havde ikke tid den weekend. Så de måtte "nøjes" med en kage fra bageren, og den syntes hun bare ikke var pyntet nok. Derfor ville hun gerne have en kage, der var fint pyntet, men jeg havde frie hænder til hvad jeg ville lave, så det var jo dejligt. Desværre fik jeg en fibersprængning i det ene ben, dagen før jeg skulle levere kagen, så det var noget af en kamp at få fondanten rullet ud, prøv lige det, mens I står på et ben. Heldigvis havde jeg lavet næsten al pynten, på forhånd, så selve pyntningen tog ikke så lang tid, plus det kunne jeg sidde ned til.


Kagen var en chokoladekage, med et lag jordbærmousse og et lag chokolademousse, smurt op med smørcreme og overtrukket med MFF. Det meste af pynten er også MFF, kun den brune er Wiltons.

Mor og datter fødselsdagskage

Denne kage er tilbage fra august måned, nærmere bestemt d. 17., og jeg nåede faktisk ikke at pynte den færdig. Den er til Karoline fra mødregruppen og hendes mor, som altid holder fødselsdag sammen, da de har fødselsdag tæt på hinanden. Grunden til at den ikke blev færdig er, at vi faktisk ikke havde snakket om, hvilken dag de skulle bruge den. Den var bare blevet bestilt til næste weekend. Så inde i mit hoved tænkte jeg den var til lørdag, og da jeg sendte en sms til Tine om lørdagen fik jeg at vide, at de havde inviteret gæster til kl. 14, og da var klokken 13.20, så der fik jeg sved på panden. Så jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne. Heldigvis havde jeg lavet uglerne, men havde endnu ikke fået overtrukket kagen med fondant. Det var meningen, at uglerne skulle have siddet på en gren, og der skulle have været blade og blomster også. Det var først, da jeg kom om med kagen at det hele blev opklaret, så det var lidt ærgerligt, men de var tilfredse med kagen alligevel.


Jeg kan faktisk ikke helt huske hvad der var i kagen, men mener det var en sort midnatskage, med 1 lag hindbærmousse og 1 lag daimcreme, og så er den nok smurt op med smørcreme, og overtrukket med MFF. Jeg var i øvrigt så flink, at jeg lige trak lidt år fra Tines faktiske alder;-).