fredag den 3. april 2015

Fødselsdagspåskecupcakes

Så er det blevet den tid på året hvor Kathrine og Kristian skal holde fødselsdag, og i år ville de gerne have nogle cupcakes, pynten måtte jeg selv bestemme, og da de skulle holde deres fødselsdag i dag, var det jo oplagt at give dem et påsketema.
Jeg kunne dog ikke finde små påskeæg i vores REMA i går, men til gengæld havde de Jelly Beans, som jo sagtens kunne bruges i stedet for. Det er chokolade-cupcakes, med en flødeostchokoladefrosting.

Jeg er her stadig

Hold da op, hvor er det ved at være længe siden jeg sidst har blogget. Der er sket meget siden sidst, men ikke rigtigt lavet så mange kager, men nu er det så småt kommet i gang igen.

Stort set hele december var vi på ferie, da vi rejste til Mellemamerika for at holde jul hos svigerfamilien, så i den periode blev der ikke bagt så meget, havde dog nået at få bagt de sædvanlige julesmåkager, og fik dem heldigvis smuglet ind uden problemer :-). Og så fik jeg lavet konfektkager et par gange mens vi var der, de faldt i god jord hos familien.

Inden vi tog afsted på ferie, nåede jeg at lave en kage til en 80 års fødselsdag, men billederne af kagen er desværre forsvundet, så den kan jeg ikke blogge om. Og her efter ferien er jeg så startet op med et nyt arbejde, men dog på samme arbejdsplads. Så der har været en del nye ting der skal læres, og det har kunnet mærkes i hovedet, men det er jo godt nok at få den brugt ;-).

Udover ferie og nyt arbejde har jeg også fået en ny hobby: kortfremstilling. Så jeg vil lave en del ændringer her på bloggen, for den vil fremover også komme til at handle om kortfremstilling, men kagerne vil også stadig væk være her, det var jo dem, det hele begyndte med.

Nu skal det så handle om Ditlevs 3 års fødselsdagskage: Nemo.


Ditlev er helt vild med filmen Nemo, og har også en Nemo bamse, så der var slet ingen tvivl om, hvad hans kage skulle være i år, og han blev da også helt vild med den, da han så den, og ville med det samme have Nemo-figuren og lege med den.

Kagen bestod af vanillebunde, hindbærmousse og hvid chokolademousse. Opsmurt med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Alt pynt er også lavet af MFF.

Udover kagen skulle de også have nogle cupcakes til om formiddagen, hvor dagplejen kom til fødselsdag.

Kagerne er lavet af samme opskrift som vanillebundene, pyntet med noget blå smørcreme og fondantpynt af MFF.

torsdag den 20. november 2014

Mortens 40 års fødselsdag

I weekenden blev der holdt surpriseparty for Morten i anledning af hans 40 års fødselsdag. Festen skal først holdes til næste år, da Mortens kone også fylder 40 her i december, men det kan jo være svært at finde en dato, hvor alle kan på denne årstid. Men fejres skulle han, og jeg blev bedt om at lave en kage. Morten er vild med Daim og kokos, så det skulle der i kagen. Derudover skulle den pyntes med 2 højttalere, da det var hans fødselsdagsgave.


Kagen består af vanillekage med 1 lag daimmousse, 1 lag kokosmousse, opsmurt med chokoladeganache og overtrukket med MFF. Rundt i kanten er der tyllet med RI. På kagens sider står der 40 4 gange, så man ikke er i tvivl om, hvor gammel han blev ;-).

Brændte mandler

Til en venindes fødselsdag blev der serveret brændte mandler, der var lavet i microovn, og den opskrift har jeg fået og også fået afprøvet, så den kommer her:


Brændte mandler i microovn

200g mandler
2 spsk sukker
1 spsk vand

Ingredienserne røres godt sammen, og kommes i en skål der kan tåle microovn. Ind i microovnen med låg på i 2 min ved max power. Tages herefter ud og der røres godt rundt, ind igen i 1 minut, ud igen og rør rundt. Hvis der stadig er vædske i skålen, så gentag proceduren indtil vædsken er forsvundet. Herefter hældes mandlerne ud på et stykke bagepapir og skilles ad. De tørrer i løbet af 15 min.

Man kan tilsætte lidt kanel eller lakridspulver alt afhængig af hvilken smag man ønsker.

Kage til mandens kolleger

Min mand og hans kolleger får kage hver fredag, og det skiftes de så til at have med. Han havde spurgt om jeg ville lave en lille kage, og selvfølgelig ville jeg da det. Han er ikke særligt vild med fondant, derfor blev kagen overtrukket med chokoladeganache, som han rigtigt godt kan lide.


Denne kage er også en vanillekage, lagt sammen med et lag moccamousse, og så smurt op med chokoladeganache. Den er pyntet med chokoladeganache som blev tilsat lidt ekstra flødeskum, derfor er det lysere, og ydermere er den pyntet med noget dekoreret chokolade, som er købt i Tyskland.

Hello Kitty fødselsdagskage

Det er da vist på tide med en opdatering her på bloggen, for lidt kager har jeg da fået lavet her på det sidste.

Her i november har Rebecca og hendes veninde Karoline endelig fået holdt deres 5 års fødselsdag for pigerne fra børnehaven. De havde fødselsdag i hhv. juli og august, så det var vist på tide;-).

Hele festen fik et Hello Kitty tema, da vi på et tidspunkt, vi var i Tyskland, fandt både slikposer, truttere og servietter med Hello Kitty på, så det var jo en god lejlighed til at få dem brugt. Derfor skulle kagen selvfølgelig også være med Hello Kitty. Uheldigvis blev jeg syg lige inden festen, og havde derfor ikke den store energi til at lave en masse fint fondantpynt, så det endte med et rispapirprint, som jeg heldigt nok havde på lager.


Kagen består af vanillekage, lagt sammen med nutellasmørcreme, og smurt op og pyntet med pink buttercreme (smørcreme tilsat rød grenadine).

søndag den 19. oktober 2014

Tøsefødselsdagskage

Min søde veninde Dorte, havde for nylig fødselsdag, og den slags skal jo som bekendt fejres med kage:-). Jeg havde helt frie hænder, både hvad angik smagen og også til pyntningen af kagen.


Kagen bestod af champagnebunde, med et lag brombærmousse og et lag kokosmousse, opsmurt med chokoladeganache, og pyntet med MFF. Denne gang prøvede jeg at lave en ganache i forholdet 2:1 dvs. dobbelt så meget chokolade som fløde, det gjorde kanterne meget skarpere, hvilket jeg var godt tilfreds med. Det lykkedes mig også at få kanten forneden så pæn, at jeg ikke behøvede at skjule den med en bort, så alt i alt en rigtig fin kage.